Diffusionisme

Kort fra 1929 som viser kulturdiffusion fra Egypten.
Friedrich Ratzel (1844–1904) anses som grundlægger af den tidlige eller klassiske diffusionisme.

Diffusionisme er et begreb indenfor kulturantropologi og kulturgeografi, som omhandler spredning af kulturelle elementer og kultursystemer. Kulturel diffusion, som første gang blev formuleret af Alfred L. Kroeber i dennes indflydelsesrige afhandling Stimulus Diffusion, drejer sig om spredning af for eksempel ideer, stilarter, religioner, teknologier, sprog og lignende mellem individer, enten indenfor en enkelt kultur eller fra en kultur til en anden. Den er forskellig fra diffusionen af innovationer indenfor en enkelt kultur. Diffusion på tværs af kulturer er et vel dokumenteret og også et ukontroversielt fænomen. For eksempel er praksis med jordbrug alment antaget at have spredt sig fra et sted i Mellemøsten til hele Eurasien for mindre end 10.000 år siden, efter at være blevet adopteret af mange eksisterende kulturer.

Idéen om transkulturel diffusionisme har stået specielt stærkt i Tyskland og Østrig. Det vigtigste navn i Tyskland indenfor den geografisk-antropologiske retning var Friedrich Ratzel. Han rettede specielt fokus på folkevandringer. Han var blandt andet stærk modstander af tanken om, at kulturelle fænomener kan opstå parallelt flere steder på jorden og forklarede ligheder som resultat af migration og kulturlån. I Østrig blev diffusionsteoriene promoveret af Fritz Graebner og Wilhelm Schmidt. De stillede metodiske krav til forskningen, som gik ud på, at der skulle tages hensyn til form-, mængde- og kontinuitetskriterier, når det skulle fastslås, om kulturkontakter havde fundet sted. Ved hjælp af disse metoder kunne man afgrænse kulturkredse.

I Storbritannien stod personer som W.H.R. Rivers, Grafton Elliot Smith og William James Perry i spidsen for den diffusionistiske skole. Eftersom diffusionister forestillede sig mennesket som kun sjældent værende i stand til innovasion, mente for eksempel Smith, at al kulturudvikling begyndte i Egypten. De nuværende kulturformer var bare variationer eller i værste fald degenereringer af en virkelig højkultur. Rivers gennemførte også feltstudier, blandt andet deltog han i en ekspedition til Torresstrædet i 1898.

I Danmark har blandt andre Kaj Birket-Smith gjort sig til talsmand for teorien i bogen "Kulturens Veje".


© MMXXIII Rich X Search. We shall prevail. All rights reserved. Rich X Search